Den hollandske skaklegende og ekspert i slutspilstudier, Jan Timman, holdt et interessant og underholdende foredrag i auditoriet tirsdag aften.
Timman indledte med at beklage, at han kun havde fået udleveret to ekstra hvide springere, for til et af de indledende studier, af danskeren Steffen Slumstrup Nielsen, skulle der nemlig bruges hele fem springere. Det gik endda, da slutstillingen opstod samtidig med den femte springerforvandling.
Undervejs i det omkring halvanden time lange foredrag for omkring 75 tilhørere, brød salen ud i både latter og klapsalver.
Det var i et af Timmans egne studier, som indledes med at en hvid dronning er spærret inde på a1. Det udvikler sig så overraskende, at det pludselig var den sorte dronning der kom ind på a1 og var spærret inde. En forrygende udvikling, også for dem, som ikke er vant til at fascineres af den særlige disciplin slutspilstudier.
Onsdag aften holdes det tredje og sidste foredrag i denne omgang af Politken Cup, når Jacob Aagaard fortæller om sit samarbejde med Boris Gelfand. Det er klokken 20 i auditoriet. Læs mere udførlig omtale andetsteds på siden.