Kandidat resultater

Af: Michael NielsenOpdateret: 08-08-2006 13:09
Beregning af kandidatresultater kan nu ses på hjemmesiden : Kandidatresultater
 

Nye ratingtal korrigeret

Af: Michael NielsenOpdateret: 07-08-2006 11:08

Der havde desværre indsneget sig en fejl ved bereginng af de nye ratingtal, ratingtallet blev ikke korrekt korrigeret for spillere der passerede en ratinggrænse (1600,2000,2400).

Ialt 8 spillere blev berørt - de nye og korrekt beregnede ratingtal kan nu findes i tabellen 

 

9. runde - tredelt sejr og GM norm

Af: Brian KristensenOpdateret: 30-07-2006 14:00

Af: Brian Kristensen

GM Malakhatko styrede med sikker hånd mod en delt førsteplads med 7½/9, da partiet mod GM Hansen aldrig kom ud af balance. Det betød samtidig, at Hansen måtte nøjes med en plads på anden podierække i placeringen 4-9 med 7/9 point. Egentligt lidt ærgerligt, da Hansen virkede stærk og koncentreret, men det kostede dyrt med et par bllige remisser i starten af turneringen. Samme nåde viste Malakhatko ikke, og en stensikker og frygtindgydende præstation af ham.

GM Short nåede op på den delte førsteplads, med en usvigelig sikker sejr over IM Negi, og kan skrive endnu en turneringssejr på visitkortet. Professionel indsats og godt kommet igen, efter det voldsommme tab mod IM Kristiansen tidligt i turneringen.

GM Hector nåede også op på førstepladsen ved i flot kombinationsstil at udmanøvrere GM Karlsson. Mange flotte kombinatoriske afslutninger på turneringen af Hector, som virkede tændt på at fortsætte et par runder endnu! 

GM Karlsson-GM Hector. Der hænger tårne gensidigt på c6 og e5, men sorts tårn kan også angribe.  27. - Tc2! 28.Tb5! Også smart, redder hvid sig? 28. - Dh6 Der hænger på b5 og e2 og hvid er fortabt.

FM Allan Stig Rasmussen var ude i endnu et drabeligt og langt opgør, denne gang mod GM De Firmian. Remis var nok til GM norm, og Allan Stig valgte hurtigt at gå ud af teorien og spille godt, solidt og praktisk, som han har gjort hele turnerigen. Undervejs var det indtrykket at sejren kunne gå til begge sider. Stort drama. I tidnøden op til træk 40 gav Allan Stig en kvalitet for at opbygge en remisfæstning. De Firmian pressede ubønhørligt på for at finde en åbning, selvom Allan Stig nærmest havde en lille fordel, og man kan forestille sig de mentale ressourcer norm-aspiranten måtte grave frem for at overleve. Men efter mange forsøg blev det remis. Dermed 7/9 til begge spillere, og altså en 200% fortjent GM-norm til Rasmussen! Fantastisk præstation af den 23-årige spiller, som tilsyneladende allerede var gået på skakpension. Hvad skal der ske nu? Lokker et intensiveret skakliv? - eller kan man blive GM ved halv kraft? Eller er det ligemeget?

18-årige IM Boros fra Ungarn og 15-årige IM Howell bød på et seværdigt, syret parti, som publikum kunne nyde i fulde drag. To stærke IM"ere med ubetinget GM potentiale. Til slut lykkedes det Boros med kreativt angrebsspil at overmande Howell, som dermed mistede sin topplacering, hvilket var uheldigt, da Howell var med fremme i forreste række gennem hele turneringen. IM Boros kom dermed stærkt tilbage efter tabet tidligere i turneringen mod IM Adamski, som iøvrigt også spillede en fin turnering, på trods af to tab i slutrunderne. Dermed også 7/9 til Boros.

Tyske Evgeny Degtiarev nåede også op på 7/9 med en god slutspurt, der indebar en gevinst over Adamski i sidste runde. Endnu en ung spiller i toppen.

IM Aagaard nåede også, fuldt fortjent, op på pæne 7 point og den delte 4-9 plads, med en afsluttende sejr over WGM Anna Zozulia, der som den eneste kvinde stak næsen frem lige under den absolutte topstrid. Et kvindeligt topnavn til næste års Politiken Cup kunne være vældig interessant! Det kunne give anledning til en lidt anderledes markering i pressen. Politiken Cup har tidligere formået at gøre noget for at promovere kvinder og skak, og måske er tiden kommet til en revitaliisering af det tema. Det er der stemmer i.

Det blev kun til en enkelt IM norm, til danske Casper Rasmussen, som fik sin norm gennem sikre sejre over lavereratede, og tre remisser mod Aagaard, Vaganian og IM Rasmussen. Solid præstation. Egentlig lidt overraskende, at der kun bliver produceret en IM-norm i et så stort og talentfuldt spillerfelt.

20-årige svenske Semcesen havde som i Skovlunde-Taastrups juniorturnering også chancen for IM norm helt til slut, kravet var gevinst som hvid mod Bromann:

33.Dxc8? svenskeren panikker, og tabte hurtigt derefter. 33.Db3 havde bevaret rimelige gevinstchancer, ifølge Fritz, fx 33. - Txc2 34.Txc2, Db6+ 35.Kg2 Sc5? 36.De3! Tc8 37.Dh6+-

Længere nede i feltet havde et af de største danske pigetalenter, Emilie Ellegaard Christensen, en fin turnering, og vandt små 100 ratingpoint, på trods af 3 nederlag til slut. Politiken Cup kan være en rigtig god turnering for fremadstormende unge talenter, og det var der mange eksempler på i årets turnering, hvor flere af de danske juniorspillere blev mesterspillere (fx Dara Akdag og Peter Grove). Den største fremgang stod 11-årige Mads Andersen fra Skanderborg for, da han sprang fra 1794 til 1914! En rekordung mesterspiller, iøvrigt trænet af GM Davor Palo. Lad os se et eksempel på Mads" spil som sort i en Najdorf fra sidste runde. Hvid er Lars Hyldkrog (2074), og Kasparov ville sikkert glæde sig over endnu en smuk angrebssejr til sort i hans yndlingsåbning.

35. - e5-e4! Dronningen skal væk fra dækningen af c3, inden at Se3 kommer. Flot, flot. Fx. 36.Dxe4, Se3! 37.Tc1 (bedre, men utilstrækkeligt er Tb1) - Dc3+ fulgt at Sxc2 og sort vinder. I partiet kom 36.Dd4?, Sa5+! 37.bxa5 Dxc2+ 38.Kb4, Da4 mat.

Herligt at se den slags præstationer, og havet af juniorer, der var med i Politiken Cup, ikke mindst invasionen fra Norge. Der er åbenbart alligevel en fremtid for skakken kan man ligesom mærke, selvom der fornylig påny blev valgt en "forkert" FIDE præsident for de næste 4 år. Jeg mener, det forekommer mig lidt komisk, at det anerkendte (og altid interessante) internationale skaktidsskrift "New in Chess" på dommedagsagtig vis, altid spørger alle mulige stormestre om de tror på en fremtid for skakken eller ej, med udgangspunkt i de omfattende ledelsesproblemer i FIDE (med konstante anklager om korruption, bestikkelse og vennetjenester). Selvfølgelig er der en fin fremtid for skakken, hvis man vil og gider arbejde for det. Godt at Copenhagen Chess Festival holdt fanen og ambitionerne højt endnu et år, og satte København på skakverdenskortet.

 

9.runde - ændret rundelægning

Af: LarsOpdateret: 29-07-2006 22:45
På grund af 2 afbud til 9 runde er runden lagt om, det betyder at i forhold til den først publicerede lodtrækning kan der vaære ændringer i den nederste halvdel af turnerningen, den korrekte parring ligger nu i tabellen.
 

8. runde

Af: Brian KristensenOpdateret: 29-07-2006 18:58

Af: Brian Kristensen

GM Malakhatko holdt tilsyneladende uden problemer skansen mod GM Short, og Short accepterede remis relativt tidligt i partiet, da han åbenbart mente det var udsigtsløst og for risikabelt at fortsætte med gevinstforsøg. Fritz bekræfter en lille bitte fordel til Malakhatko hele vejen til remis, uden dog at jeg vil betragte det som et fuldgodt argument for at Short ikke kunne forsøge noget i slutstillingen. Hvis Malakhatko vælger en hurtig remis i sidste runde for at være sikker på at få del i førstepræmien med 7½ point, kan Short, og andre spillere på 6½/8 naturligvis nå op, så de overvejelser må også have været med i Shorts beslutning.

GM Curt Hansen forsøgte at nå op på siden af Malakhatko, men Allan Stig Rasmussen brillerede endnu engang med godt og kreativt modspil, og sikrede sig elegant det halve point. Aagaard kunne også nå op, og gik som sort i et vildt slagsmål i Najdorf, som de Firmian vist nok kender som sin egen bukselomme. Aagaard forsøgte sig igen i offerstil, måske i håbet om et lucky punch, i en lidt presset stilling: (er det mon en teoristilling? - det kunne det godt være, men er det næppe).

17. - Sxg4?! 18.Dxg4, Sxc2 19.Sxd5!  med et stort rod, men ifølge Fritz klart godt for hvid. Partiet fortsatte 19. - exd5 20.Dxd7 Sxa1? Fritz foretrækker Dxb3, men stadig med afgørende fordel for hvid. Men de Firmian viste ingen tøven og omsatte flot til 1-0. De Firmian når han er bedst i en åben sicilianer, men måske han synes det var for nemt? Dermed nåede de Firmian op på den delte andenplads sammen med Hansen og Rasmussen.

Da kamplysten også var intakt i resten af topopgørene, sluttede rekordmange sig til den delte andenplads. IM Negi fik med stort tålmod skovlen under IM Jacobsen fra noget der lignede et remisslutspil. Imponerende slutspilsteknik nogle af de unge spillere viser. GM Karlsson fik hul mod Tjiam i slagkraftig stil, og nåede også frem på 6½. IM Howell imponerede voldsomt med et sej slutspilssejr over Vaganian, som vist nok overspillede sine kort fra et lige slutspil, men lad os se hvad Fritz vurderer (Fritz vurderer, at Howell havde fordel hele vejen - jeg må gentage mig selv og sige, at det forekommer temmelig imponerende at se en ung spiller spille en erfaren stjerne som Vaganian ud af banen på den måde).

GM Hector slog elegant GM Høi og nåede også frem på 6½.

Hector-Høi: 26.Tf1! Lækkert tårn-"offer" og simpelt at forstå. 26. - Dxe3 27.Lxf7+ Kf8 28.Lxg6+ og sort må give dronningen med Df3+.

Altså 8 spillere på en delt andenplads, hvilket nok betyder, at Malakhatko i finalerunden skal have en sejr for at sikre sig den udelte sejr med den pæne score 8/9. Sidste år vandt GM Sakaev alene Politiken Cup med scoren 8/10, så kravene er blevet strammet.

Norm chancer i feltet er ifølge arrangørerne, at Allan Stig Rasmussen (selvfølgelig) har en IM norm hjemme. Remis i sidste runde mod de Firmian betyder GM norm! Der er også et par IM normer undervejs, men det er også det hele. Svenske Daniel Semcesen, som er en hyppig gæst i danske turneringer, kan med en gevinst i sidste runde over Bromann opnå en IM norm. Det samme kan Casper Rasmussen med en sejr over Dennis Jørgensen.

I slutrunden har det flasket sig for GM Malakhatko, som også mod andenseedet GM Hansen har de hvide brikker, og som mod Short kan høvle en sikker remis i land. Dette er i skrivende stund netop sket, hvilket altså betyder turneringssejr til GM Malakhatko, formentlig på deling med hvem der nu måtte nå op. GM Short skal op mod sin elev IM Negi, og det er jo også en kende interessant.

 

 

Peter Heine Nielsen vandt Lynturneringen

Af: Michael NielsenOpdateret: 29-07-2006 15:45

Med en finalesjer på 1½ - ½ over GM Sune Berg Hansen vandt GM Peter Heine Nielsen Copenhagen Blitz 2006, 3. Pladsen gik til GM Rafael Vaganian, mens turneringens store overraskelse Peter Grove måtte tage til takke med 4. Pladsen


Finale parti 1 GM Peter Heine Nielsen - GM Sune Berg Hansen

Semifinaler

Semifinale 1 

Navn    Points
GM Rafael Vaganien

0

1

0

1

GM Peter Heine Nielsen

1

0

1

2

Semifinale 2

Navn   Points
GM Sune Berg Hansen

1

1

2

Peter Grove

0

0

0

Finaler

3-4 plads

Navn  Points
GM Rafael Vaganien

1

½

Peter Grove

0

½

½

1-2 Plads

Navn  Points

GM Peter Heine Nielsen

½

1

 1½

GM Sune Berg Hansen

½

0

 ½

Alle resultater kan ses her : Resultater

 

 

B-gruppen afsluttet

Af: LarsOpdateret: 29-07-2006 11:52

B-gruppen sluttede lørdag formiddag deres turnering, med kun 13 deltagere, der ønskede at bruge deres morgener i Hø"je Taastrup var det ikke den store succes for KSU, men deltagerne har haft en udmærket turnering.

Vinderne blev.:

I ratinggruppe 1301-1600

1.  Paul Nielsen                                     6  
2. Slobodan Radovich                            4½ 
3. Asger S. Jeppesen                              4½
I samme ratinggruppe fik Michael Vesterli også 4½ point men med dårligere korrektion.

I tatinggruppen 1000-1300

1. Sacha Kristensen                              4½
2. Steen Vesterli                                  4
3. Erik Friberg Hansen                          4
Bjarne Håkonsson fik også 4 point men med en meget dårligere korrektion.

                             

 

7. runde

Af: Brian KristensenOpdateret: 28-07-2006 22:08

Af: Brian Kristensen

Endnu en fantastisk kamprunde i den globale sommer. Det er arrangørerne og tilskuerne glade for. På de øverste 20 brætter var der blot 5 (kamp)remisser. Lidt vildt. Og 7.runde bød påny på en række positive danske præstationer.

Først og fremmest imponerede Allan Stig Rasmussen igen igen. Mod GM Hector blev dronningerne hurtigt byttet af og et helt lige slutspil opstod. Allan Stig foldede sig ud og opnåede afgørende fordel.

Med få minutter tilbage har Allan Stig netop spillet 56.h7 (56.g6! for at holde bønderne samlet, havde været endnu mere suverænt). Dette gav Hector mulighed for at spille d5-d4! for at fuske i stedet for at opgive. Sorts ide er at aflede h4-tårnet fra dækningen af h-bonden, ofre a-tårnet på Ld3 for til slut at aflive h7-bonden, og så er det måske remis. 57.Txd4 havde dog været afgørende, fx 57. - Ta3+ 58.Kd2, Txd3+ 59.Txd3, Txh7 60.Tf6, Lc4 61.Tdd6 og slut. I stedet kom 57.Kd2?, Ta2 58.Lc2, d3! 59.Kxd3, Lc4+ og sort redder sig. Allan Stig er dog stadig på en sensationel kurs mod GM-norm på trods af denne (store) skuffelse. Men energidepoterne og kampiveren skal lades hurtigt op, for i 8.runde venter en truende, hvidttrækkende GM Curt Hansen.

GM Malakhatko gik alene i spidsen med fantastiske 6½/7, da han med de sorte brikker udraderede GM Karlsson i et kompliceret midtspil. Ukraineren har spillet meget overbevisende indtil nu, og kun uheldet mod Høi for et par runder tilbage gør at Malakhatko ikke har maksimum. I 8. runde venter GM Short, hvilket tegner til at blive en halvspændende dyst. Short nåede op på 6/7 med en sikker sejr over IM Antonsen.

Curt Hansen nåede også op på 6/7 med en lang og sej sejr over IM Rasmussen. Fantastisk at se hvordan nogle af topspillerne formår at koncentrere sig 100% om opgaven ved brættet fra første træk til slut. Energiniveauet er konstant højt, ørepropperne sidder hvor de skal. og bokseringen bliver ikke forladt før partiet er slut. Her er noget at kigge på for de ambitiøse unge spillere.

IM Aagaard nåede også frem på 6/7 med en interessant sejr over GM Brynell. Jeg talte med Aagaard kort efter partiet, og ifølge Aagaard valgte (forberedte) Brynell bevidst en noget tvivlsom variant som sort i en franskmand, i det håb at hvid ville træde ved siden af (11. - h6?! istedet for det normale og mere solide 11. - g6). Og rigtignok brugte Aagaard meget tid, men han fandt de nødvendige ressourcer hele vejen, og vandt i flot og publikumsvenlig angrebsstil.

18.The1! var indledningen til et hæsblæsende afslutning. 18. - S7g6 19.f4 Sc4 (sort pønser på et modangreb med dronning og springer) 20.Txd5!?. Der gik rygter om at Brynell havde forberedt stillingen hjemmefra helt hertil, men uden for alvor at se på 20.Txd5 (kun på 20.Dxd5). Det er ikke sikkert det er rigtigt, men det er da en god historie!. Nu fik hvid hurtigt afgørende fordel efter 20. - Db6 21.Se6. Jeg skal huske at understrege alle disse analyser er udført af Fritz og hurtige efteranalyser af spillerene, så måske der gemmer sig en sort ressource et sted.

Vinderen af Politiken Cup skal nok findes blandt disse fem spillere (Malakhatko, Short, Hansen, Aagaard og Rasmussen). Et meget interessant kapløb. De tre førstnævnte må betragtes som store favoritter, og Malakhatko har imponeret mest indtil nu. Men hvis Aagaard og Rasmussen formår at spille frit og uden nerver, og opsøger heldet, kan det blive rigtig interessant.

10 spillere følger efter med 5½/7, og det kan ikke udelukkes at nogle af dem kan få en sejr på deling. De 10 spillere er: GM Vaganian, GM, Karlsson, GM Hector, GM de Firmian, IM Negi, IM Howell, GM Høi, Tjiam, IM Jacobsen og Mikkelsen.

Talentet Nikolaj Mikkelsen er altså nået godt med frem, så lad os se ham få sig en nydelig IM-skalp i et seværdigt hundeslagsmål mod IM Kristiansen. Mikkelsen forsøgte sig tidligt med et officersoffer for tre bønder:

I følge Fritz kunne Kristiansen her få afgørende fordel med 19. - Sfxe4!, som åbner a8-h1 diagonalen og forhindrer hvids generende springertræk til d4 (pga Lxd4). Fx 20.Sxe8 Sc3! Istedet kom 19. - exf5 20.Sd4! med komplikationer.

Lidt senere fik Mikkelsen lejlighed til at lege packman med sit tårn:

27.Txf6! Sort kan ikke slå på f6 på grund af et nydeligt springertræk til g8 (brug hele brættet! - ofte citeret fra Larsen). 27. - Lxh6 28.Txe6! Lækkert - Lxe6 28.Lxh6 og hvid vandt. En oplevelse som denne må give blod på tanden i forhold til at intensivere skaklivet for unge Mikkelsen.

Udover Malakhatko-Short og Hansen-Rasmussen er parringerne i 8.runde:

Aagaard har fornøjelsen af de sorte mod de Firmian, som nok vil komme buldrende. GM Hector-GM Høi må have mødt hinanden et par gange før. Unge IM Howell skal forsøge at holde rutinerede GM Vaganian fra livet (eller er det omvendt?). Tjiam-GM Karlsson. IM Negi-IM Jacobsen (endnu en ung spiller mod Jacobsen) og endelig skal Mikkelsen forfølge sit held med de sorte mod Brynell, som måske ikke er helt på toppen efter det mislykkede eksperiment mod Aagaard.

 

Lyn skak turnering fredag aften.

Af: LarsOpdateret: 28-07-2006 11:33

Husk at tilmelde dig lynskakturneringen fredag inden kl. 18.30:

Blandt deltagerne er Peter Heine Nielsen, Rafael Vaganian, Sune Berg Hansen og David Howell

Starttidspunkt: klokken 19.30
Otte indledende grupper med 8-10 deltagere.
Betænkningstid: 5 min til hele partiet.
De 2 bedste fra hver gruppe går videre til 2 mellemgrupper med 8 deltagere, hvorfra de to bedste går til semifinalematcher over 2 partier med 5 min til hver + evt. afgørende parti med 6 min. til hvid og 5 min. til sort, hvid skal vinde for at gå videre til finalematch. Taber går til bronzematch.
Nr. 3-10 fra indledende grupper går til sekundære grupper.

Indskud (DKK):
Alle deltagere: 100,-
Indskuddet skal være betalt inden fredag 28. juli klokken 18.30. Indskrivningen slutter fredag 28. juli klokken 18.30 på stævnekontoret.

Præmier (DKK):
1. 3.000,- 2. 2.000,- 3. 1.000,- i finalerne. Desuden ratingpræmier i sekundære grupper

 

6. runde

Af: Brian KristensenOpdateret: 28-07-2006 10:51

Af: Brian Kristensen

6. runde blev endestationen for IM Kristiansens og GM Høis optræden på bræt 1 og 2 og deres mulige drømme om endnu en samlet sejr i Politiken Cup. Kristiansen forsøgte sig med et bondeoffer mod GM Malakhatko, men det duede ikke. GM Høis normale solide hvide åbning blev løbet fuldstændig over ende af GM Karlsson. Allan Stig kom op på 5½ sammen med Karlsson og Malakhatko, da han med de sorte brikker sikkert forsvarede sig mod unge IM Negi, og i slutspillet udnyttede de mange svage hvide bønder. Imponerende af Allan Stig, som nærmest må have en GM norm inden for rækkevidde!

En hel hær af spillere halser efter med 5/6. En af dem er GM Curt Hansen, som indtil nu har sparet kræfter og badet sig igennem turneringen, for forhåbentilg til slut at slå til på de tre hårde bjergetaper mod toppen. GM Short er også nået frem på 5/6 efter "uheldet" mod Kristiansen. I 6.runde fik Bromann sig en lektion, og mistede dermed formentlig sin IM-norm chance. De to svenske GM"ere Hector og Brynell er også på 5/6 efter nederlagene tidligere i turneringen. IM Adamski er også på 5/6 efter en nem remis mod IM Karsten Rasmussen, ligesom den unge englænder IM Howell, som formentlig har store drømme om at gå helt til tops.

En lang række danske spillere er også med i feltet med 5/6, så de danske tilskuere har noget at heppe på. IM Karsten Rasmussen, IM Jacob Aagaard, IM Ole Jakobsen og IM Mikkel Antonsen.

I toppen er det også værd at notere sig, at GM Nick de Firmian og GM Vaganian i denne runde mistede fodfæste i topstriden, og med 4½/6 næppe kan nå førstepladsen, ihvertfald ikke hvis det kræver 8/9.

7. runde byder på en klassiker i toppen mellem IM Rasmussen og GM Hansen. De to spillere er jævnaldrende, og folk på 40+ kan måske huske de drabelige opgør mellem de to spillere i deres juniordage, hvor begge spillere var tydelige kæmpetalenter (sammen med GM Schandorff som også var i denne generation). IM Antonsen får en gylden chance mod GM Short. IM Aagaard skal op mod GM Brynell. Aagaard mangler som bekendt ca. 40 elopoint i at få GM-titlen (de tre GM normer er høstet), og det vil være et godt signal med en sejr mod Brynell. Helt i toppen hedder opgørene GM Karlsson-GM Malakhatko, mens Allan Stig skal forsøge at holde angrebsivrige GM Hector fra livet. Men mon ikke, at Hectors offensive stil ligger godt til Allan Stigs spillestil?

Et interessant "generationsopgør" bliver det mellem IM Jacobsen og IM Howell. Samme tema gælder for opgøret mellem unge Nikolaj Mikkelsen og IM Kristiansen.

Jeg skal iøvrigt huske at fortælle til de mange nordmænd i turneringen, at den turneringsansvarlige Lars Bech Hansen er meget begejstret for at så mange nordmænd har taget turen til København og Høje Taastrup. Hele 60 nordmænd er med i feltet, hvilket er ganske markant, da fx Sverige stiller med 18 deltagere. De er ikke kommet for at heppe på norske GM"ere i toppen af turneringen, da ingen af de bedste norske spillere er med i Politiken Cup (Magnus Carlsen skulle ellers være hjertelig velkommen), men måske Copenhagen Chess Festival er et godt feriemål og en fin chance for en god skakoplevelse for den "almindelige" skakspiller.

 
Program (PDF)
Indbydelse (PDF)
Sponsorer

DHTML Menu By Milonic JavaScript