Spillested

Konventum Helsingør
 Gl. Hellebækvej 70 
3000 Helsingør

Yderligere information her

Med sin unikke placering midt mellem skov og strand er spillestedet en attraktion
i sig selv! 

Enkeltværelse:
Inkl. morgenbuffet: 640 kr.
Inkl. fuldpension: 970 kr.

2 sengs værelse:
Inkl. morgenbuffet: 820 kr.
Inkl. fuldpension: 1460 kr.

Måltidsbilletter kan købes til 175 kr./stk.

Online bestilling af værelser

När Bent mötte Boris och sista dansen med Lizzie

Af: Jan LøfbergOpdateret: 23-07-2014 11:11

I aften er der grund til at spidse ører af to grunde, når der holdes foredrag i kommentatorlokalet. For det første holder skakjournalisten Lars Grahn foredrag på skånsk, og for det andet fortæller han om sin nyudgivelse, der på dansk vel hedder "Da Bent mødte Boris og sidste dans med Lizzie". Bogen er et fortræffeligt bidrag til forståelsen af, hvad der skete dengang i 1968 på skakbrættet - og uden for - i kandidatsemifinalen mellem Bent Larsen og Boris Spasskij. Matchens partier er kommenteret kompetent af verdensmesteren Magnus Carlsens danske træner Peter Heine Nielsen.

På billedet ses Lars Grahn under bogpræsentationen uden for Palæ Bar i København. Den holdt han samtidig med åbningen af Copenhagen Jazz Festival. Mange skakspillere kiggede forbi Palæ og købte bogen. Lars Grahn havde 20 eksemplarer med i rygsækken, og de blev alle solgt denne strålende solskinsdag i det indre København.

Her i Helsingør kan Lars Grahns bog købes for 140 kroner i Dansk Skaksalg, der holder åbent hver dag i C13 (Glassalen), ligesom bogen kan købes, mens foredraget står på. Lars Grahn har med garanti ikke noget imod at dedikere et eksemplar, såfremt dette måtte ønskes. 

 

Runderapport: 3. runde

Af: Per AndreasenOpdateret: 22-07-2014 22:19
Det var en skidt aftenrunde for de danske farver. Godt nok mødte mange af vores spillere hård modstand, men det blev heller ikke til mange points.
Nikolaj Palm tabte til franske GM Edouard, men desværre uden at have ydet meget modstand. Palm kom alligevel i kommentatorrummet og var med til at gennemgå partiet. Det gjorde han på udmærket vis, selv om han naturligvis ærgrede sig over ikke at have ydet væsentlig modstand. Men den franske stormester viste klassen – powerskak fra første træk, og det var der ikke så meget at gøre ved.
Martin Matthiesen gjorde heller ikke meget modstand mod Romanov, og selv om russeren er stormester, så det ud som om, at Martin spillede langt under sin normalt høje standard.
Tom Petri blev rullet af GM Rapport, men undervejs mente vi nu, at han stod fint. Tom kom i kommentatorrummet efter partiet og oplyste os om
 
  
 at 24. -, Lc8? var et ringe træk. I stedet 24. -, e4!, og Sort står tilsyneladende fint.
Bjørn Ochsner tabte med de hvide brikker til GM Jones. De spillede en lang teorivariant, men allerede ret tidligt mente vi, at Sort have rigeligt spil for den ofrede bonde. Den sorte kongestilling var sikker, men det var den hvide ikke. Vi brugte meget tid på stillingen, og lykkedes os ikke at finde noget godt for Hvid, og det var i hvert fald en stilling, der i praktisk spil er utrolig svær at holde for Hvid. WFM Marie Frank fandt i kommentatorlokalet det ene strålende træk efter det andet!
GM Allan Stig Rasmussen viste danmarksmestertakter og vandt i sikker stil over unge svenske Tom Rydström. Til gengæld måtte de tre andre danske stormestre alle skuffende afgive et halvt point.
IM Jens Ove Fries Nielsen har også 3 point og er med helt fremme, men det var vist mere held end forstand. I (hvad jeg opfattede som) en fuldstændig tabt stilling, lavede svenske Gajic et elendigt træk nemlig
 
31. -, Se5?? Som – så vidt jeg kan se - fuldstændig ødelægger hans stilling, idet Hvid pludselig slipper af med den elendige løber på h2, og pludselig er alt muligt galt i den sorte stilling!
Jakob Aabling kæmpede længe heroisk mod den russiske GM Matlakov, men til sidst måtte han ned. Det var det parti, vi brugte længst tid på i kommentatorlokalet.
Lidt længere nede bemærkes, at Martin Haubro meget flot tilkæmpede sig en remis mod IM Aryan Tari.
I toppen var der lutter sikre sejre til de stærkeste udenlandske stormestre.
Dette var turneringens sidste flade etape (Citat: Chief arbiter Peter Olesen). I morgen starter bjergetaperne! 4. runde starter kl. 13.00, kommenteringen kl. 13.30.
 

Runderapport: 2. runde

Af: Per AndreasenOpdateret: 22-07-2014 16:20

 

Heller ikke i 2. runde var der overraskelser i toppen af tabellen, men det var bestemt tæt på. Christian Eriksson havde hvid mod GM Rapport, og det så ud som om han havde rigtig godt fat i den unge ungarske stormester. Vi kiggede noget på stillingen efter 32. -, Kd8.
 
Her mente vi, at Hvid stod overvældende med mange spændende muligheder. Vi kiggede mest på 33. Tdc2! med planen Tc7 eller måske Ld2 (Jan Nordenbæk). Det så livsfarligt ud for Sort. Ja, faktisk fandt vi ikke noget forsvar. I stedet spillede Christian 33. Sc5, og Sort fik en lettende afbytning, og i tidnøden gik Christian desværre forkert. Ved frokosten efter partiet kom jeg til at sidde sammen med den sympatiske ungarer, og han var også af den opfattelse, at han havde spillet elendigt og stod helt til tab! De gode er altid heldige. Sådan er det jo bare.
Lidt længere tilbage mødte unge Martin Percivaldi den hollandske legende GM Timman. Martin spillede åbningen lidt upræcist og kom til at stå trykket. Timman fik et gevaldigt angreb, men Martin forsvarede sig sejt og slæbte det over i et slutspil, hvor han havde en kvalitet mere, men med et par bønder for lidt. Jeg tror, at Martin havde visse chancer for remis, men det var svært at finde ud af, hvor han spillede forkert.
 
Jeg tror, at 52. -, Dc1? er forkert. En bedre chance var at prøve at holde slutspillet efter 52. -, De5+. Det er i hvert fald ikke enkelt at vinde for Hvid.
I de øvrige topopgør i Konferencesalen var der sikre sejre til stormestrene. På LIVE 2 var den største overraskelse, at Morten Andersen med de sorte brikker holdt remis mod GM Smerdon. Undervejs mente jeg oven i købet, at Morten Andersen stod bedst - måske endda til gevinst. Han spillede i hvert fald mange fine træk undervejs.
De fire danske stormestre vandt alle, og vi kan derfor snart forvente at se dem dukke op på LIVE 1, hvis ikke i 3. runde i dag, så i 4. runde i morgen. Vi kiggede lidt på GM Schandorffs gevinst mod unge Jesper Thybo. Vi syntes, at Jesper forsvarede sig godt. Omkring træk 23-24 troede vi egentlig, at han havde styr på det. Vi fandt aldrig ud af, hvor han spillede forkert, men 26. -, f5 så ikke rigtigt ud.

 

Brand i Øresundssalen

Opdateret: 22-07-2014 12:49

"Er der gået ild i nogle el-ledninger?" Det var spørgsmålet som turneringsleder Peter Olesen stillede sig, da han gik sin runde i Øresundssalen. Svaret var nej, men årsagen blev fundet, selv om Peter ikke kunne se røgen. Ude i den fri natur stod Jørgen Hvenekilde og røg pibe. Imidlertid bar vinden den liflige whisky-tobaksduft ind i spillelokalet. Hvenekilde fik et elskværdigt vink om at stille sig, så piberøgen ikke tog sin værd ind ad døråbningen.
Tænk hvis rygning havde været forbudt i skak for næsten 80 år siden, så var vi blevet snydt for Jens Enevoldsens udødelige røgparti mod Erik Andersen.

 

Husk!

Opdateret: 22-07-2014 10:37

For at forhindre forkert rundelægning: Husk at udfylde noteringsliste og et underskrevet resultatkort korrekt!

 

Alle 59 livebrætter kører

Opdateret: 22-07-2014 10:35

I aktion ses nu 118 spillere - altså 59 brætter - lidt over en tredjedel af feltet. Det er ny rekord for Politiken Cup.

 

2. runde lagt om

Af: Thomas LarsenOpdateret: 21-07-2014 20:15
Pga. en fejl i et resultat er 2. runde blevet lagt om. Vi beder deltagerne om lige at tjekke parringen igen, hvis man har være inde og se hvem man skal møde før kl. 20.15 her til aften.
 

Runderapport : 1. runde

Af: Per AndreasenOpdateret: 21-07-2014 19:29

1.runde Velkommen til Politiken Cup 2014. Som sædvanlig er jeg kommentator, og lige så sædvanligt er det jo, at jeg skriver dagens runderapporter med fokus på de bedste danske spillere. I mine analyser bruger jeg ikke computer. Derfor skal man vænne sig til, at der vil være mange ”fejl” eller i hvert fald fejlbedømmelser i mine rapporter. Vil man høre ”sandheden” om partierne, må man lede et andet sted.

På topbordet blev GM Moiseenko udsat for Kongegambit fra Michael Agermose nemlig 1.e4 e5 2. f4! Ukraineren reagerede dog køligt med 2. -, d5! og fik hurtigt en fin stilling og vandt uden det store besvær, selv om stillingen langt hen i partiet var lige ifølge vinderen. Den unge ungarske stormester Rapport vandt i fem træk på bræt 2. Han satte mat med en gammel, men meget kendt fælde. Pinligt af modstanderen.

På alle andre topbrætter var der tæsk til underhundene. Unge Casper Christensen kæmpede dog længe mod den israelske stormester Rodshtein, og i kommentatorlokalet mente de fleste, at stillingen længe var lige. Op mod tidnøden fik stormesteren dog overtaget og vandt som ventet. Også GM Timman vandt et langt parti – og med en del besvær.

På bræt 10 var vi tæt på at få den første overraskelse. Den tyske stormester Meier har netop færdiggjort stormesterturneringen i Dortmund, og her vandt han over både GM Naiditsch og GM Kramnik (!), så det var sikkert svært for ham at opstille sig til en meget svagere modstander.

Her trak svenskeren Svedberg 40. -, Te6? og tabte efterhånden. I kommentatorlokalet gjorde danmarksmester Allan Stig opmærksom på, at 40. -, h5! havde været en meget bedre chance. Stillingen er ca. lige, men i praksis vil jeg mene, at Sort har de bedste chancer!

Over hele linjen var der altså favoritsejre, og også hvis vi kigger på de næste 20 brætter på LIVE 2. De danske stormestre startede alle med et point: Allan Stig, Schandorff, Carsten Høi og Jens Kristiansen.

Den australske stormester David Smerdon vandt et smukt parti mod færingen Justinussen. Efter partiet kom den sympatiske stormester i kommentatorlokalet og viste partiet og et meget smukt træk. Her har Hvid netop trukket 17. Sc3-b1.

Smerdon spillede nu det meget smukke 17. -, Df4! Dette var selvfølgelig planlagt fire træk forinden. Partiet sluttede med 18. Txc7+ Dxc7 19. Tc1 Dxc1! 20. Lxc1 Td1+ og Hvid opgav. Smukt, smukt!

2. runde spilles tirsdag formiddag allerede kl. 10.00 og 3. runde også i morgen kl. 17.00. Der bliver sikkert lidt mere kamp om pointsene i disse runder.

 

Turneringskomité

Opdateret: 21-07-2014 18:54

Årets turneringskomité i Politiken Cup:

Morten Frank Jensen
Tom Petri Petersen
Håkan Jalling

 

Jeg er sikkert den stærkeste i verden...

Af: jllOpdateret: 21-07-2014 16:52

... der spiller Lg4-varianten i Skandinavisk (1. e4 d5 2. exd5 Sf6 3. d4 Lg4), sagde den australske stormester David Smerdon, da han besøgte kommentatorrummet og gennemgik sit parti mod Sigurd B. Justinussen. Og Smerdon fortsatte: "Men det skyldes nu nok, at varianten ikke er særlig god!" Umiddelbart tydede det ikke på, at partiet var noget særligt. Der var dog et par nydelige pointer, som Andreasen går i dybden med i sin rundeberetning. David Smerdon fortsatte med at begrunde sit åbningsvalg: "Jeg lever ikke af at spille skak, så jeg kan godt tillade mig at spille sådan..." Smerdon er 29 år og kommer fra Brisbane, men han bor til daglig i Amsterdam.

 

Online betaling

Betal indskuddet online

Betaling

Sponsorer











DHTML Menu By Milonic JavaScript