JGP i Valby
af Holger Lodahl     5/12-2021

Lørdag den 29. Januar 2022, kl. 10-16, på adressen Høffdingsvej 10, 2500 i Valby.
Turneringen vil følge retningslinjerne for Junior GPX som er lagt på ksu's hjemmeside, og invitationen vil blive lagt på dsu.dk under turneringer.

 

Støt Skoleskak
af Holger Lodahl     5/12-2021

Som I måske har set på https://nyheder.skak.dk/2021/12/02/dansk-skoleskak-har-brug-for-hjaelp/ har Dansk Skoleskak brug for hjælp.

Jeg håber, du også mener det er godt, at børn og unge spiller hjernen stærk, og at de bliver begejstrede for matematik samt øver ro og koncentration.

For at Dansk Skoleskak kan forblive godkendt af Skat som godgørende organisation kræver det mindst 100 årlige gavegivere.

DIN HJÆLP

Her i starten af december mangler vi desværre fortsat 50 gavegivere, der hver støtter med mindst 200 kr. via Skoleskak.dk/stot. Du får fradrag for hele beløbet.

200 KR. BLIVER TIL MEGET MERE

Godkendelsen er meget vigtig for skoleskakarbejdet, da vi som godgørende organisation modtager 1 mio. kr. i google annoncer, at gavegivere får skattefradrag, at de der betænker Dansk Skoleskak, i deres testamente ikke betaler arveafgift og meget mere.

Donerer du og 50 andre mindst 200 kr., vil det dermed sikre Dansk Skoleskak adgang til midler, som kan gøre en afgørende forskel for udbredelsen og kvaliteten af skoleskak landet over. 

Er I fx 5 i familien/omgangskredsen, kan du desuden indbetale for dem alle og tælle med 5 gange.

Selvom du allerede gør en masse godt for skoleskakken, er opbakning via Skoleskak.dk/stot afgørende. Tak.

ELEVERNE: DET FÅR VI UD AF SKOLESKAK!

https://www.youtube.com/watch?v=PrpW6U2ih0A

 

Juniorgrandprix i gang igen
af Holger Lodahl     10/11-2021

Søndag den 7. november spillede 34 børn og unge fra hele Sjælland med i Københavns Skak Unions juniorgrandprix-turnering i Skak for sjovs nye lokaler på Falkoner Alle 36. Der var tydelig glæde ved at komme i gang med grandprix-skakken igen.

 

Turneringen blev åbnet af formanden for Frederiksberg Kommunes kultur- og fritidsudvalg, Nikolaj Bøgh, som lykønskede Skak for sjov med lokalerne og glædede sig over fremgangen for skakken for børn og unge på Frederiksberg trods vanskelige vilkår under covid-19. Nikolaj Bøgh udførte efter anvisning turneringens første træk på det bræt, hvor turneringens forhåndsfavorit, niårige August Jalving fra Skak for sjov, spille

August Jalving levede op til favoritværdigheden og vandt mestergruppen overbevisende med syv point ud af syv mulige. Vuk Bang Balslev fra Nørrebro Skakklub og Pavan Venkatraman fra Øbro Skakklub fik henholdsvis sølv og bronze. Zakaria Maytham Fahmi fra Skak for sjov vandt den næstbedste gruppe, Basis 1, mens Carl Boldt og Diya Shekar, begge Skak for sjov, delte 2. pladsen. I Basis 2 var der guld til Nicholas Kilarji Andersen fra Odysseus Skakklub i Gladsaxe, sølv til Raam Yogasimman Kamal, Hillerød Skakklub, og delt bronze til Kristian Arildsen og Shang Tan, begge Skak for sjov.

I begyndergruppen deltog 13 børn, og her vandt den blot 5-årige Julian Bjerregaard Hagen fra Næstved alle sine 10 partier og dermed turneringen. Gotfred Stampe Lyngbo, Hubert Ellehammer, Hugo Glavind, Rohan Shekar og Isac Bergmann delte andenpladsen i deres livs første skak-turnering.

Alle resultater kan ses på Dansk Skak Unions turneringsside.

Mange hilsner

Henrik Andersen, tlf. 23 26 64 25

www.skakforsjov.dk , www.skaksalon.dk og www.bedretilskak.dk - spil med glæde og omtanke...

 

 

 

ØBRO 85 års jubilæumsturnering
af Peter Olsen     17/10-2021

Imorgen mandag 18. oktober begynder ØBROs 85. års Jubilæumsturnering. Vi giver ordet til Søren Bech;

"Skakforeningen ØBRO holder 18.-24. oktober international stormesterturnering, der markerer klubbens 85 års fødselsdag og samtidigt 50 år på samme udmærkede adresse. Turneringen er sponseret af CXU, som vi dermed fortsætter det fantastiske samarbejde med, og turneringen får også betragtelig støtte fra de traditionelle kanaler, dvs. fra Københavns Skak Union, Dansk Skak Union og Dansk Skak Unions Støtteforening.

Vi får deltagelse af 5 stormestre og 3 internationale mestre, og de i alt 26 deltagere kommer fra otte forskellige FIDE nationer. Med 13 udlændinge og 7 af de 8 GMs/IMs blandt dem er mulighederne for at lave IM- eller GM-norm, hvis man ellers spiller ordentligt, ganske forrygende god.

Stærkeste danske kort bliver ØBROs egen Kassa Korley, der er bosiddende i New York men har hjertet på rette sted i kælderen på Østerbro. Vi håber i ØBRO på en GM norm til Kassa og så en IM norm til vores nye formand Viktor Haarmark Nielsen. Vi får se, hvordan det går.

Turneringen mangler helt repræsentation af de allerbedste danske spillere. Markedet er mættet, primært fordi Dansk Skak Union har valgt at lægge danmarksmesterskabet oven i ØBROs turnering. Vi har inviteret løs, både blandt de bedste spillere på landsplan og blandt de bedste spillere i København.

Vi får en forrygende god turnering på Østerbro alligevel. Tilskuere er særdeles velkomne på Rosenvængets Alle 31, hvor turneringen spilles!

Der er dobbeltrunde mandag 18/10 og tirsdag 19/10 med rundestart klokken 12 og 18. Onsdag 20/10, torsdag 21/10, fredag 22/10 og lørdag 23/10 starter runden klokken 14, og sidste runde starter søndag den 24/10 klokken 12".

 

Turneringen kan følges online på dette link: Liveskak fra ØBROs 85 års jubilæumsturnering

 

JuniorGrandprix 2021-22
af Peter Olsen     12/9-2021

Juniorgrandprix sæsonen 2021/22

KSU er nu klar med et nyt oplæg til juniorgrandprix turneringerne efter følgende koncept:

Klubberne indbyder og afholder selv turneringen.

Betaling:

50 kr. pr. barn, klubben beholder 25 kr. til præmier (medaljer, diplomer, evt. andet). 25 kr. sendes til KSU-konto og bruges til et KSU-afslutningsstævne i marts/april, hvor der er pokaler, ”ratingpræmier” og evt. andre overraskelser for det indkomne beløb.

Grupper: Børnene tilmeldes til disse 4 grupper:

Begynder (for børn som kender alle regler, men kun har spillet skak i kort tid)

Basis 1 (for børn som er øvede, men endnu ikke har været til turnering)

Basis 2 (for børn som har været til turnering før og som har et ratingtal under 1100)

Mester: (for børn som har et ratingtal over 1100)

Der kan muligvis ske oprykning, hvis de viser sig at et barn er placeret i en forkert gruppe.

Forældrene tilmelder deres børn evt. efter aftale med deres skaktræner.

Der spilles ca. 20 min. betænkningstid med 6-7 runder på en lørdag evt. søndag.

Resultaterne registreres som hidtil, og der findes en samlet vinder i hver gruppe, efter det antal point man har opnået i alle grandprixturneringerne.

 

KSU delegeretmødet 2021
af Holger Lodahl     31/8-2021

KSU delegeretmødet 2021 bliver afholdt fredag d. 17/9 hos Skakforeningen ØBRO kl. 19.30  (Rosenvængets Allé 31, 2100 København Ø)  

 

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Godkendelse af formandens beretning
  4. Godkendelse af årsregnskab for det forudgående regnskabsår
  5. Fremlæggelse af budget for det kommende regnskabsår
  6. Indkomne forslag
  7. Fastsættelse af kontingent til KSU
  8. Valg af formand
  9. Valg af kasserer
  10. Valg af 3-5 bestyrelsesmedlemmer
  11. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant
  12. Valg af turneringskomité for klubholdturneringen
  13. Eventuelt

 

Bemærk at der under pkt. 13 er mulighed for at stille spørgsmål til de fremsendte forslag til DSU delegeretmødet. 

Endvidere nyt fra DSU om sponsor søgning og sekretariat. Dette er et vigtigt punkt, der måske kan forpligtige klubber. 

 

Holdskak 2021-22 i 1. hovedkreds
af Peter Olsen     6/7-2021

KSU bestyrelse har fastsat følgende uger til afvikling af holdturneringen i 1. hovedkreds i 2021-22: Uge 44 - 47 - 49 - 2 - 5 - 9 - 12. Sidste runde bliver afviklet lørdag 26. marts i Tapeten som et stort fællesarrangement med BMS som arrangør. Bemærk at vi ikke følger runderne i divisionsturneringen.

I september måned bliver klubberne kontaktet mht hvor mange hold, som de ønsker at tilmelde holdturneringen i hovedkredsen. Herefter bliver de enkelte grupper oprettet efter samme skabelon som de forrige år.

 

Juniorskakken resten af sæsonen
af Peter Olsen     13/3-2021

Desværre bliver det ikke muligt at afholde juniorgrandprix-serien og juniorholdturneringen i år p.g.a. Covid 19. Som et lille plaster på såret vil vi forsøg at afholde en turnering for DSU-medlemmer i samarbejde med foreningen Skak for Sjov til juni. Når vi kender tid og sted bliver dette meddelt her på siden med tilmelding via DSU’s turneringsside. 

Skak med hue og vanter

Efter ophævelsen af forsamlingsforbuddet ved udendørs idræt, er det nu muligt at spille udeskak for op til 25 juniorer. Det benyttede Amager Skakskole sig af torsdag den 4. marts, og gensynsglæden var stor blandt de 10 fremmødte børn, som nød af komme væk fra skærmen og spille fysisk skak igen. Klubben låner borde og bænke hos klubbens sponsor, Øens spisested, og træningen fortsætter med Marie Frank hver torsdag foran Prismen.

 

Holdturnering i 1. Hovedkreds aflyst
af Peter Olsen     1/3-2021

Til klubberne i 1. Hovedkreds

På et møde torsdag 25. februar besluttede bestyrelsen at det ikke længere gav mening at udsætte holdturneringen yderligere. Alle øvrige hovedkredse har aflyst deres holdturnering, og divisionsturneringen var også aflyst, så det gav mest mening at vi også aflyste holdturnering i 1. hovedkreds. Det betyder i sagens natur, at holdene indtræder i samme række i 2021-22 som i 2020-21.

Der har været stor skakinteresse rundt omkring i Coronaperioden, bla. fordi Netflix har vist en serie hvor skak var hovedtemaet. Hvis det bliver muligt at spille skak igen i maj/juni måned håber vi, at klubberne istedet vil bruge energien på at afvikle alternative turneringer og få integreret nye skakinteresserede medlemmer.

Venlig hilsen

Bestyrelsen i 1. Hovedkreds

V/Peter Olsen

 

Holdturnering 2020-21
af Peter Olsen     25/12-2020

Holdturneringen i 1. Hovedkreds udsættes. Pga den nuværende covid-19 situation har bestyrelsen for 1. Hovedkreds valgt at udsætte holdturneringen 2020/21 og finde helt nye datoer for de 7 runder. Vi kan dog stadig godt risikere at holdturneringen ender med helt at bliver aflyst - men det håber vi naturligvis ikke. HVIS vi kan genstarte i marts vil de 7 spilleuger være; 12-15-17-20-22-24-25. Hvis vi når hen i april før vi kan genoptage holdskakken bliver spilleugerne: 16-18-20-22-24-32-33.