Nyhedsarkiv
Gladsaxe 1 - BMS 2: 4 - 4
af Tom Krog Nielsen 31/1-2007
Gladsaxe 1 - BMS 2
Gladsaxe 1 4-4 BMS 2
Thomas Struch 2026 1-0 Jesper Ulrich
Erik Poulsen 2004 0-1 Dimitri Bogdanov
Kim Sørensen 1961 ½-½ Tom Krog Nielsen
Per Steenstrup 1973 1-0 Dara Akdag
Ole Kjølby Olsen 1942 0-1 Alan Møller
Tommy Vedelfort 1824 0-1 Michael Tandrup
Carl Aage Pedersen 1800 ½-½ Poul Munk
Peter Tjørnsted 1763 1-0 Tom Skovgaard
Tom Krog (ego) var hurtig færdig. Min modstander spillede en variant, hvor jeg (igen) ikke rigtig kunne huske teorien. Derfor valgte jeg at bytte af til en lige stilling. Det lykkedes dog at opnå en marginal fordel, men efter diverse afbytninger, opstod en stilling med et tårn og uligefarvede løbere til hver, som var umulig at vinde. På et tidspunkt kunne jeg have afveget, så begge tårne var blevet på brættet. Som Dara påpegede efter partiet ville det være den rigtige måde at spille på gevinst på. Daras eget parti var desværre ikke særlig godt. Meget hurtigt overså han en officer i slag for et par bønder og herefter var det let spil for modstanderen. Allan stod hurtigt til gevinst. Modstanderen blev nærmest kørt over i et flot matangreb. Når det er sagt ville jeg som Gladsaxespiller nok snakke lidt med Ole Kjølby om åbningsvalg. Åbningen forløb således: 1. e4 c5 2. c3 d6 3. d4 cxd4 4. cxd4 a6 5. Sc3 Sf6. Allerede en pæn fordel til hvid og et lidt særpræget åbningsvalg for en mesterspiller. Poul kom ind i en temmelig låst stilling, hvor han havde en lille fordel, men på grund af stillingens karakter kunne fordelen ikke rigtig udmønte sig i noget konkret pres på modstanderen. Tom Skovgaard var under pres i sit parti. Tjørnsted vandt en bonde og selv om Skovgaard kæmpede længe og komplicerede stillingen holdt Tjørnsted tungen lige i munden og vandt. Man skal bestemt ikke undervurdere Tjørnsted, selv om han p.t. er nede i en bølgedal rent ratingmæssigt. For under 3 år siden havde han 1933 i rating og sidste år måtte også Jørgen Carstensen bøje sig for ham i en holdkamp. Jesper spillede et rigtig godt parti bortset fra afslutningen. Jesper vandt en bonde og fik afviklet til et slutspil med tårn, dronning og 6 bønder mod tårn, dronning og 5 bønder. Da 2 af modstanderens bønder var isolerede lignede det en sejr til Jesper. Let var det ikke for modstanderens ene bonde irriterede lidt på tredje række, men med tålmodigt spil forbedrede Jesper gradvist sin stilling og jeg er sikker på han havde vundet, hvis ikke han havde lavet et katastrofalt hiv, der tillod mat i ét træk. Surt, surt! Forklaringen må søges i, at Jesper kun havde 4 min. tilbage til hele partiet mod modstanderens 11 min. Derfor har Jesper følt, at han skulle trække lidt hurtigt, hvis han skulle nå at omsætte fordelen til gevinst. Det var forståeligt nok ikke en særlig opløftet Jesper, der forlod kamppladsen, men så hård er skak desværre også engang imellem. Dimitri er en superreserve. I denne runde komplicerede han tingene for Erik Poulsen. Dimitri var kommet foran med en bonde, men Erik havde som kompensation et pres mod Dimitris konge. Heldigvis stillede Dimitri sig fornuftigt op og "pludselig" virkede Eriks trusler ikke mere så stærke. Dimitri vandt yderligere en bonde og i Eriks tidnød fik Dimitri opstillet så mange trusler, at Eriks stilling totalt kollapsede. Tilbage sad Michael, der længe havde haft en god stilling. Modstanderens stilling så meget mærkelig ud. Kongen stod på e2 og der var tårne på d1 og f1, en løber på d2 og en bonde på f2. Underligt nok var det ikke let at finde en god plan, så jeg forstår udmærket, at Michael fik problemer med tiden. Først da Michael havde 3 min. tilbage til partiet mod modstanderens 11 min. var partiet reelt afgjort til Michaels fordel. Modstanderen skulle dog - forståeligt nok - lige kontrollere Michaels lynskakevner, så Michael nåede ned på 1 min. og 16 sek. før modstanderen uden officerer på brættet gav op i erkendelse af, at Michaels løber og dronning nok skulle kunne nå at sætte mat på den givne tid. 4-4 er et fornuftigt resultat mod et udmærket hold, men Jespers bitre tab gør, at man alligevel sidder med fornemmelsen af, at vi burde have afgjort den kamp.