Nyhedsarkiv

Endnu et 3-5 nederlag til 1.holdet
af Tom Skovgaard     2/3-2008

Endnu et 3-5 nederlag til 1.holdet

Det startede ellers rigtig godt i dag! Efter knap 1½ times spil havde Ib vundet en nydelig slagkraftig sejr som bragte os foran 1-0 mod Furesø. Ib fik hurtigt et godt stød ind i centrum med hvid mod Najdorf-varianten og vandt to bønder og fulgte derefter særdeles effektivt op - 21 træk i alt! Lidt senere endte Lars' parti remis i et dobbelt løberslutspil uden at der havde været den store dramatik. Men så begyndte det at gå galt.

Thomas, som var landet fra vinterferien med færgen om morgenen, var kommet skidt ud af åbningen med hvid i en kongeinder, og det var ikke til at redde. Og Sven var gået ind i nogle af de mest principielle - og tidskrævende - varianter med sort i en Tarrasch dronningegambit. Det viste sig at være en temmelig ubehagelig hjemmeforberedelse, og selvom det så spændende ud det meste af vejen, så måtte Sven endnu en gang indkassere et nederlag med de sorte brikker. En hård skæbne med alle de sorte til Sven, som nok har en af sine resultatmæssigt værste holdsæsoner nogensinde. Også Dara måtte ned med sort efter at hvid havde fået et angreb ind på h7 uden offer. Dermed 3½-1½ - men de sidste 3 partier så ok ud for os - lignede 2½ .. men så kom tidnøden ..

Sigfred havde endelig spillet som sit gamle jeg og fået en herlig aktiv angrebsstilling af den slags, som Sigfred altid vinder! Eller .. næsten altid .. og altså ikke i dag. Modstanderen forsvarede sig tilpas opfindsomt til at angrebet ikke lige spillede sig selv - det var faktisk en temmelig kompliceret stilling. Og da Sigfred ledte efter gevinsten i træk 40, hvor den faktisk var smuldret væk, glemte han at der kun var et minuts tid på uret og så røg tiden, og chancen for det halve point, som var i stillingen på det tidspunkt. En slem oplevelse, for bagefter kunne alle analysedeltagerne kappes om at finde mere eller mindre eksotiske måder angrebet kunne have vundet på - og der var mange! Suk.

Søren havde haft pæn fordel med sort - igen efter at have spillet godt og kreativt! Men trods merbonde var stillingen alligevel, med et tårn på hver side og forskelligefarvede løbere, desværre kun remis. Dermed 5-2 til Furesø da Nikolaj, som havde ofret en kvalitet i tidnøden, var den eneste, der fortsat spillede. Men mens vi gik og håbede på at Nikolaj kunne hive en remis ud af stilling, så begyndte han at trylle! L+S og en god binding mod T+S endte i et slutspil med Nikolajs L+S+3 mod T+3, og her viste Nikolaj, hvorfor han har banket stormestre og været i nærheden af GM-normer i det sidste års tid. Det var lækkert og professionelt spil og Nikolaj hev hele pointet hjem - og sluttede dermed matchen af lige så godt som den var begyndt. Med en sejr!

Men slutresultatet 3-5 er ikke godt - og ser man på de samlede resultater, så er det klart at vi bliver nødt til at vinde 5-3 over Frederiksberg i sidste runde, hvis vi vil undgå nedrykning fra 1. division! Vi vandt sidste år 5-3 over Frederiksberg i sidste runde, men der skulle vi have haft 5½ for at rykke op. Det bliver en spændende dag d. 13. april!

BMS SkakFuresø3-5
1FM Nikolaj Mikkelsen 2343/2315-2264/2268Mikkel Strange 1-0
2Thomas Bach Nielsen 2154/2219-2246/2259Kasper Wilken Damm 0-1
3Sven Pedersen 2120/2156-2205/2257Søren Bogø 0-1
4Ib Skovgaard 2105/2055-2135/2197Peter Thorsbro 1-0
5Søren Peschardt 2088/2133-2084/2148Jacob Høyer ½-½
6Sigfred Haubro 2063/2113-2034/2058Klaus Nielsen 0-1
7Dara Sevkan Akdag 2005/2042-2026/2103Carsten Juul Nielsen 0-1
8Lars-Henrik Bech Hansen 2007/2069-1948/0Jan Jakobsen ½-½