Nyhedsarkiv

Det Sorte Tårn
af Tom Krog Nielsen     1/10-2008

Det Sorte Tårn 2008

Kampen om Det Sorte Tårn er nu i gang. I dag dukkede ca. 40 børn op på Tapeten i kampen om vandrepokalen Det Sorte Tårn, som stenhugger og klubmedlem Ian Bredahl lavede for ca. 12 år siden. Det Sorte Tårn er en fritidshjemturnering for alle fritidshjem i kommunen, hvor hvert fritidshjem deltager med et 5-mandshold, som dyster mod hinanden på de 64 felter. Sigfred og undertegnede har nu i 22 år - siden 1986 - hvert år troligt arrangeret fritidshjemturneringer for kommunens børn - ja, vi ved det kan være svært at tro på, så unge og smukke vi ser ud!
I år er konceptet lidt anderledes end sidste år, fordi vi i de senere år har oplevet et vigende antal tilmeldinger til turneringen. Tidligere har man i de indledende runder mødtes på fritidshjemmene (ca. 4-5 indledende runder) for så at afslutte med en fællesafslutning på Tapeten. I år har vi valgt at holde 2 dage på Tapeten, hvor der hver af dagene spilles 3 runder.
I dag spilledes så de første 3 runder og Fritter 2 fra Egebjerg har lagt sig pænt i spidsen med 13 point ud af 15 mulige, men meget kan ske endnu. Vi ved af erfaring, at der helt til og med sidste runde kan byttes voldsomt rundt på stillingen.
Næste runde - med afsluttende pokal- og medaljeoverrækkelse - foregår på Tapeten onsdag den 8. oktober fra kl. 14 - 17. Alle er velkomne til at komme og se på.