Nyhedsarkiv

BMS 2 - Brønshøj 2
af Tom Krog Nielsen     18/1-2009

BMS 2 - Brønshøj 2

BMS 2                          3½-4½                        Brønshøj 2
Sigfred Haubro                   0-1                           Asger Paaske 2094
Miriam Olsen                     ½                          Klaus Yssing 2061
Tom Krog Nielsen               ½                          Rune Egede Andersen 2062
Jørgen Christensen             ½                         Søren Holm Jensen 2011
Poul Munk                         0-1                           Esben Christensen 1990
Tom Skovgaard                 ½-½                          Uffe Byrlund 1890
Mikkel Andreassen             ½                          Jan Christiansen 1771
Martin Haubro                    1-0                           Mikkel Berth Knoth 1665

Årets første kamp stod mod oprykningsfavoritterne fra Brønshøj, så vi frygtede det værste, da de i en tidligere kamp stillede med et hold, som ville volde selv de fleste 2. divisionshold store problemer. Heldigvis stillede Brønshøj med et hold, som virkede knap så skræmmende, så vi gik opmuntrede i gang med kampen. Jørgen spillede hvid mod Søren Holm Jensen i et parti, hvor begge parter spillede forsigtigt og afventende på modstanderen. Efter afbytning af en del af officererne, blev Jørgens remistilbud accepteret. Det var ret tydeligt, at begge var mere interesseret i at holde den halve end at risikere for meget. Både Søren og Jørgen havde inden tabt alle deres holdpartier i sæsonen og begge er nok tilfredse med nu at være på tavlen. Martin stod godt og pressede Mikkel, da Mikkel overså en dronning i slag; et vigtigt point på det eneste bræt, hvor BMS var klar ratingfavorit, men man ved aldrig, hvad der kan ske i sådant et junioropgør. Tak til far og søn Haubro for at træde ind som reserver med dags varsel. Desværre gik det knap så godt for far Sigfred, da han i et spændende slutspil med to lette officerer og nogle bønder til hver af spillerne spillede lidt upræcist, hvilket blev straffet af Asger. Mikkel var sort i en spansk åbning, og tillod fejlagtigt hvid at få f-linjen (ved at spille Lc5xe3), hvilket gav Jan et vist pres gennem hele partiet. Efter dronningeafbytning ebbede presset ud og der opstod en rimelig lige stilling, der vist aldrig gik udover remisgrænsen. Poul stod presset i det meste af partiet, men fik reddet sig ud af det til et slutspil som mindst var remis, men i tidnøden lavede han en buk og gik mat. Ærgerligt! Pouls manglende åbningsteori koster for meget tid i begyndelsen af partiet og bliver straffet til sidst. Tom Skovgaards modstander besvarede 1 e4 med a6 og b5 og Tom fik pæn fordel og vandt senere en bonde, men der opstod en skarp stilling med forskelligfarvede løbere og D+T, og selvom Tom havde 20 min. mod 5 min. lykkedes det ham ikke at finde en gevinstfortsættelse pga. farlige modtrusler, så remis ved trækgentagelse var ok, selvom det havde været rart med hele pointet. Miriam fik efter åbningen en del aktivt spil. Hun ofrede en officer for to bønder og kom til at stå ret fordelagtigt; også i slutstillingen (med en bonde mere). Klaus tilbød remis og Miriam tog klogeligt imod, idet hun havde ca. to minutter mod Klaus’ godt tre minutter og det var lidt for uoverskueligt til, at hun turde sætte et point på spil. Tom Krog (ego) havde et meget spændende parti, hvor Rune pressede hårdt på. Tilsyneladende stod Rune godt, da han ofrede en bonde og to tårne for en dronning og en springer, men tæller man point, var det faktisk kun 12 point for 11 ofrede point, han fik ud af det og hurtigt viste det sig, at det var ham, der skulle spille præcist for at holde remisen, da mine to tårne i kombination med den tilbageværende løber var meget farlige. Desværre udnyttede jeg ikke de muligheder jeg fik for at tage hele pointet og i stedet tog jeg en trækgentagelse i en stilling, hvor min lille analysepartner Fritz skriger til himlen, at jeg står tykt til gevinst. Øv, jeg prøvede ellers at regne inden jeg stillede mig tilfreds med remisen, men på trods af mere end 10 minutters kalkuleren (hvilket for mig er helt utrolig lang tid at tænke!) fandt jeg ikke den rigtige plan. Alt i alt fik vi altså et lille nederlag, hvilket set i relation til modstandernes rating er ok, men vi må til at vinde nogle kampe, da vi nu er næstsidst i rækken og vi bør da være stærke nok til mesterrækken.