Nyhedsarkiv

Peter tæt på IM-norm i XtraCon 4
af Tom Skovgaard     2/10-2009

Peter tæt på IM-norm i XtraCon 4
"Forventet" resultat til Dara og antiklimaks til Lars Bech Hansen oven på Oslo-resultatet

Skovbo afholdt sin 4. udgave af klubbens stærke internationale turnering "XtraCon" - opkaldt efter hovedsponsoren - i starten af september måned. Turneringen blev spillet over 2 weekend'er og havde samlet et flot felt med 5 GM'er og 9 IM'er i toppen og 68 spillere i alt i feltet. De udenlandske stormestre Sulskis og Kulaots delte sejren med 7 af 9. Tre BMS spillere var med i XtraCon4:

Peter Skovgaard sluttede med 5 af 9 efter ellers stærkt spil igennem hele turneringen. Med en sejr i sidste runde ville Peter have opnået en IM-norm, men selvom stillingen var gunstig mod egypteren Shoker, gik dette parti desværre tabt. Peter førte ellers turneringen efter første weekend på deling med 3½ af 4 efter bl.a. en stærkt spillet sejr over Horsens-turneringsvinderen Lars Meyer. Med en samlet præstationsrating på ca. 2400 og rigtig godt spil kan Peter dog alligevel være tilfreds med sin indsats i XtraCon4.

Dara Akdag havde ikke helt den medgang, som nogle af stillingerne ellers lagde op til, så det blev lidt op og ned for Dara, som dog med en pæn afslutning, bl.a. remis mod IM Ole Jacobsen, også endte på 5 af 9. Dara's præstationsrating var tæt på den forventede.

Lars Bech Hansen havde derimod en knap så god turnering og endte med 3½ af 8 mod jævnbyrdig modstand, så det blev til et lille ratingtab oven på den ellers så fremragende turnering i Oslo i juni.

Se slutstilling og alle partier hos Skovbo her.