Nyhedsarkiv

Godt nytår 2010
af Bestyrelsen i BMS Skak     2/1-2010

Godt nytår 2010

BMS Skak ønsker alle medlemmer, sponsorer og venner af klubben samt læserne af disse sider et godt og lykkeligt 2010, og takker samtidig for al den støtte og opbakning, som klubben har fået i det gamle år. Vi tager lige et hurtigt overblik over årets første vigtige skakbegivenheder for BMS Skak's medlemmer.

Første juniortræning i det nye år bliver mandag d. 4. januar som sædvanlig kl. 17.00.

Første klubarrangement - for de voksne og de stærkeste/ældste af juniorerne - bliver pokalmesterskabet, som spilles på årets første klubaften tirsdag d. 5. januar kl. 19,30! Tilmelding sker ved at møde frem inden kl. 19,25 og melde sig. Det forventes at vi spiller 6 runder Schweitzer med betænkningstiden 10 min. + 5 sek. pr. træk til hver spiller til hele partiet - altså med de digitale ure (forbehold for ændringer tages). Hver runde vil dermed tage ca. 30 minutter. Der vil være præmier i ratinggrupper, som fastlægges afhængigt af deltagerlisten.

BMS Mesterskabet 2010 spilles igen i år som koordineret EMT, og 1. runde spilles tirsdag d. 9. februar. Invitationen er ude og der er mulighed for online-tilmelding, se link i spalten til venstre. Der er god "luft" i kalenderen til at spille udsatte partier, så vi håber både at få mange deltagere og at få et godt felt i den øverste gruppe, hvor der spilles om klubmesterskabet 2010!

Lidt længere inde i 2010 skal vi gøre klar til vores 2010-version - den 6. udgave! - af turneringen Copenhagen Chess Challenge, som spilles 28. april - 2. maj hen over Bededags-weekend'en. Og vi forventer igen i år at have et så stærkt felt, at der både kan laves GM- og IM-normer, takket være turneringens hovedsponsor "Formuepleje".

Og på juniorsiden kan vi - ud over de løbende Junior Grandprix'er i KSU-regi, heraf et hos BMS Skak lørdag d. 6. februar - også allerede nu krydse datoerne af for årets danmarksmesterskaber for ungdom, som spilles i Skanderborg i weekend'en 7.-9 maj.

Hos Ballerup Kommune nyder BMS Skak god anerkendelse og klubben har i flere år kvalificeret sig til støtte fra Team Ballerup, som nu åbner en handelsportal for kommunens klubber med adgang til Team Ballerup sponsorernes produkter - mere om dette følger her i januar.