Nyhedsarkiv

BMS 2 - K41 4
af Tom Krog Nielsen     21/3-2010

BMS 2 - K41 4 

BMS 2                                 8-0                           K41 4
Benjamin Skjoldan                   1-0                          Kenneth Abildgaard 1843
Tobias Rostgaard                    1-0
                          Jesper Karup 1706
Ib Skovgaard                         1-0                           Johan Ibsen 1694 
Carsten Hejberg                     1-0                           Teddy Hansen 1689
Miriam Olsen                          1-0                           Marius Hammerum 1000
Tom Skovgaard                      1-0                           Ingen
Jørgen Christensen                  1-0                           Ingen
Mikkel Andreassen                   1-0                           Ingen

Klar overmatchning sikrer oprykning
Holdet vidste, at kun en sejr på mindst 6-2 ville sikre oprykningen til mesterrækken. Vores modstandere fra K41's fjerdehold vidste, at de hverken kunne rykke op eller ned. Det giver jo en noget anderledes prioritering fra deres side, når de mangler mandskab til holdene. K41's tredjehold og femtehold stillede således med fuldt mandskab, da disse hold kæmpede med om oprykning i henholdsvis mesterrækken og 2. række. Det gik ud over fjerdeholdet, der stillede med deres normale 1., 4., 6. og 7. bræt samt en juniorspiller, der spillede sit allerførste ratede parti nogensinde! Ikke just den stærkeste modstand for vores topmotiverede, forstærkede hold. Det skal nævnes, at K41 forsøgte at få lov til at stille med en mand på 6. bræt, der på grund af ordblindhed og svagtsynethed skulle have dispensation til at spille uden at skulle notere. Jeg vidste ikke lige, hvordan jeg skulle forholde mig til det og kontaktede turneringslederen Peter Olsen, der gjorde K41 opmærksom på, at det skulle de forelægge i ordentlig tid for turneringsledelsen, så det kunne nå at behandles ordentligt. Selvfølgelig lidt ærgerligt for K41 og manden, men jeg kan godt forstå Peter Olsens synspunkt, da det 5 minutter inden spilletid kan være svært at forholde sig til det rimelige i anmodningen om dispensation. Nuvel, på de første fem brætter, der rent faktisk spillede, havde vi en forventet score på 4,47. Miriams forventede score var faktisk på 1,00, mens de øvrige forventedes score svingede fra 0,84 til 0,89. Derfor var det forventeligt med en kæmpesejr. Benjamin kom hurtigt til at stå godt. Det var ellers på det bræt, jeg havde forventet modstanden ville være størst, da Kenneth har slået et par spillere over 2000 i denne sæson. Kenneth koncentrerede sig dog for meget om sine egne muligheder og for lidt om Benjamins muligheder. Benjamin vandt en bonde efter 15 træk og siden fulgte endnu én. God sejr i flot stil med de sorte brikker over K41's farligste mand. Tobias fulgte op med en sikker sejr i et parti, hvor fordelen bare blev stedse større. Hvordan det konkret endte så jeg ikke. På det tidspunkt havde jeg travlt med at lange kaffe over disken i den konstante vrimmel af skakspillere, der skulle have dulmet nerverne med spandevis af den sorte drik. Jeg tror ikke det er helt galt, når jeg gætter på, at der blev solgt 100 kander kaffe på dagen, men det er en helt anden historie! Den næste der var færdig var Miriam. Hendes juniormodstander havde egentlig spillet ganske pænt i betragtning af, at det var hans første ratede parti nogensinde. Det var længe en materiel lige stilling, hvor Miriams brikker dog kom til at stå bedre og bedre. Jeg var så heldig lige at komme forbi og se Miriam spille et giftigt træk med et tårn til baglinjen. Marius havde ingen fornuftige træk, men det var alligevel lidt sjovt, at det træk han spillede gav Miriam mulighed for en afdækkerskak med mat i 2; netop den type opgave, som Miriam selv træner med juniorerne i vores klub. Carsten var den næste, der kunne notere et ettal på noteringslisten. Det varede en rum tid inden Carsten fik nogen rigtig fordel. Efter et par timer havde han brugt meget mere tid end Teddy og det var ikke lige oplagt, hvordan Carsten kunne vinde. Heldigvis for Carsten lavede Teddy en taktisk brøler, da han fjernede sin dronning fra dækningen af hjemmefronten for at bruge den i et angreb, der ikke var noget i. Carsten fik nemlig et meget giftigt angreb med en kombination af en fribonde, en springer og en dronning, hvor det blev afgørende, at Teddys dronning ikke kunne komme hurtigt nok hjem i forsvaret. Sidste mand på pointtavlen var Ib, hvilket egentlig var lidt overraskende, da han nok var den på holdet, der allerførst stod overlegent. Men modstanderen brugte meget tid og Ib mente selv, at han et par steder kunne have spillet lidt skarpere. Heldigvis var der aldrig rigtig tvivl om udfaldet, men man må tage hatten af for modstanderen for at kæmpe til det sidste. Ikke overraskende endte det med, at vi gjorde rent bord, så nu har vi et hold i mesterrækken igen! Jeg tror oven i købet, at vi kan være med i kapløbet om oprykning til divisionen næste år! Det bør være muligt med alle de stærke unge spillere vi har i klubben.