Nyhedsarkiv

Kronborgturneringen 2013
af Karsten Jacobsen     21/5-2013

Kronborgturneringen 2013

2. præmie til Mikkel M. Jacobsen i Kronborgturneringens mesterklasse.

 I Kristi Himmelfartsferien deltog Mikkel Manosri Jacobsen i Kronborgturneringen. Til sin egen overraskelse fandt han sig selv i mesterklassen - med næstlavest rating.

     I 1. runde mødte Mikkel Louise Fredericia, der havde 250 mere i rating end ham. Han kom til at stå noget presset og måtte give en bonde. I Louises rasende tidsnød fik Mikkel dog udlignet stillin­gen til klar remis. Tidsnøden var tilsyneladende overstået, og freden havde igen sænket sig over brættet, da TL Ole Bøgh Larsen opdagede, at der ikke var overensstemmelse mellem Louises og Mikkels noteringslister. Han krævede derfor rekonstruktion. Derved viste det sig, at Louise mang­lede et træk og således havde tabt på tid. I kampens hede var Louise begyndt kun at notere sine egne træk, men var desværre også kommet til at notere et par af Mikkels som sine, deraf misforståelsen.     I 2. runde besejrede Mikkel Verner Christensen i blot 22 træk i et lidt pudsigt parti. I 3. runde åd han to-tre bønder hos Morten Kühn og vandt sikkert. Næste modstander var Daniel Andersen. Der blev hurtigt afviklet til et lige slutspil, men efter 24 træk fangede Mikkel et tårn på raffineret vis. I 5. runde var modstanderen Henrik Mortensen, hvis angreb forblødte mod Mikkels solide forsvar.

     5 af 5 var en forrygende start, og i ramme alvor begyndte Mikkel at fable om, at han ville gå efter et kandi­datresultat! 7 af 7! Han var allerede sikret minimum 2. præmie.

     Desværre voksede træerne ikke ind i himlen. Mogens Thuesen med 2182 i rating og ligeledes 5 af 5 var for stor en mundfuld. Under dette parti mødte den lokale skydeklub op for at lave skyde­øvelser i kælderen! Den fandt dog ud af, at skydning ikke går godt i spænd med skak og var så venlig at aflyse sit arrangement.  

     I sidste runde spillede Mikkel mod Jan Rimer. Han fik hurtigt fordel, og det så lovende ud, men fusede desværre ud i remis.

     Mikkel scorede således 5½ af 7. Det var en præstationsrating på 2265! Han går derfor 132 frem i rating. ”Der er punch i dit spil!” erklærede Ole Bøgh Larsen, da han overrakte Mikkel 2. præmien i mesterklassen. Den bemærkning kunne Mikkel godt lide.

     Det er kun godt 13 måneder siden, at 13-årige Mikkel spillede sit første ”rigtige” turneringsparti ved DM i Helsingør. Nu har han passeret det magiske tal 1900 og kan bryste sig af at være mester­spiller.

Tabel: http://www.skakturnering.dk/turnering/kron13/turneringstabel_gruppe.asp?gruppe=kron13_01