Nyhedsarkiv

Det Sorte Tårn
af Tom Krog Nielsen     29/11-2006

Det Sorte Tårn 2006

Det Sorte Tårn er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor kommunens børn via deres fritidshjem konkurrerer på de 64 felter. Turneringen løber fra begyndelsen af september til slutningen af november. Tom Krog (ego) og Sigfred har i en lang årrække stået for alt det praktiske til arrangementet. Grundet min tidligere ansættelse på fritidshjemmet Kirstinevang koordinerer jeg afviklingen af turneringen med én af de ansatte. Det er også via fritidshjemmet Kirstinevang, at jeg udsender indbydelsen til turneringen. Hvert fritidshjem stiller med et (eller flere) 5-mandshold, som så spiller mod de andre fritidshjem.

De indledende runder skiftes holdene til at spille ude- og hjemmekampe. Når man er på hjemmebane er man forpligtiget til at byde på kage og saftevand! De 3 afsluttende runder spilles altid på Tapeten. I år var der 8 deltagende hold, der mødtes på Tapeten til finalen den 29. november. Inklusive reserver var der altså rundt regnet 50 børn. Niveauet er ikke på højde med den skak, vi ser til mandagsundervisningen, og patstillinger opstår meget oftere end man normalt oplever i skakklubben, men engagementet er til gengæld helt i top hos de unge poder. Det er også vigtigt at understrege, at selv om turneringen naturligvis er en konkurrence, er det sociale aspekt lige så vigtigt. Derfor har fritidshjemmene altid kage med, mens skakklubben supplerer med saftevand. Alle deltagere får også en medalje, så de har et fysisk minde om dagen, og selv om der er større medaljer til de 3 øverste hold, er det utroligt så glade børnene er for bare at få en lille medalje. Så skakken får et positivt image via Det Sorte Tårn og børnene får en god oplevelse med hjem. Desuden får vinderholdet lov til i et år at beholde den flotte vandrepokal, der har givet navn til turneringen. Det er et sort tårn (naturligvis!), der er lavet af billedhuggeren Ian Bredahl, der i en årrække var med i Tårnet Ballerup Skakklub.

De endelige placeringer i årets turnering blev:
1. Lundegården 22½ point (af 35 mulige)
2. Rosenknoppen 20½ point
3. Nordlyset 18½ point
4. Fritter Filur 18 point
5. Maglegården 17½ point
6. Parkskolen 2 17 point
7. Parkskolen 1 15 point
8. Kirstinevang 11½ point

Dermed overtog Lundegården vandrepokalen fra Kirstinevang, der vandt sidste år.